Naturen udnyttes

...om udvindingen af salt

Naturen som velstandskilde

Naturen blev en velstandskilde og Vendsyssels mest skovrige egn blev selvsagt udnyttet til en række brændselskrævende næringer, hvoraf én var saltsydning. Salt var eneste kendte konserveringsmiddel og foruden importeret salt, blev en del såkaldt sort salt udvundet af tang. Bændeltang var indtil mellemkrigsårene særdeles udbredt langs østkysten og især den friske grønne tang var anvendelig. Meget skulle der bruges. Man sagde, at der gik 18 vognlæs bændeltang til 8 tønder aske og igen én tønde salt.

Saltsyderierne opstod langs Kattegatskysten fra Frederikshavn til Ebeltoft og må indtil reformationstiden have skaffet en ekstra indtægt for kystboerne eller jorddrotterne.

I det katolske Europa var fastesild stærkt efterspurgt og salt fra nær og fjern har indgået i bearbejdningen af den sild, der var beregnet til eksport. Saltsydning sammen med sildefiskeri satte sit præg på Kattegatkysten, hvor man i Albæk sogn endnu i 1662 betalte sild i landgilde.

Efter reformationen

Af disse saltsyderier hvoraf størstedelen hørte hørte ind under egnens hovedgårde, blev de fleste formodentligt nedlagt i tiden efter reformationen. Ved Jørgen von Raades overtagelse i 1552 af kongens len Sæbygård skulle alle gårdens og bøndernes saltpander nedlægges og der skulle erlægges en anden landgilde end den, der tidligere var blevet betalt i salt. At landgilde betaltes i salt forudsætter en vis produktion, men hensynet til skovens vedligeholdelse, der ligeledes varetoges af lensmanden på Sæbygård, har udvirket et omfattende forbud mod skovhugst.

Men den middelalderlige traditioner med udvinding af tangsalt har i et vis omfang alligevel levet videre blandt østkystens fiskere og bønder, der foruden at dække eget saltbehov har kunne sælge af deres overskudsproduktion til bl.a. de fattige i Aalborg. I midten af 1700-årene havde grev A. G. Molkte fra Dronninglund ladet undersøge, om der kunne laves en industri af bøndernes udvinding af tangsalt, dog med det resultat, at det ikke virkede lønsomt.

Saltsydningen blev genoptaget

Da importen af salt ophørte under Napoleons-krigene, genoptog man saltsydningen, der nu fik national bevågenhed. De lokale erfaringer med udvinding af salt fik her i 1800-årenes begyndelse statsligt modspil, hvor det offentlige lod trykke og uddele anvisninger på fremgangsmåden ved saltudvinding. Denne periode var kortvarig, hvis man skal tro en opgørelse over landets industrielle forhold fra 1848. Omtalen heri viser, at der efter krigsårene næppe har været udvundet tangsalt i større omfang.

Men inden da nåede kystboerne i Lyngså at gøre sig bemærket ved saltudvinding med flid og fik herfor en officiel erkendtlighed i form af et sølvbæger, skænket af Søftenprovsten Ole Secher. Samme år havde man da også på Vendsyssels østkyst produceret 1.000 tdr. salt, hvoraf de 200 alene kom fra Lyngså. Saltfremstilling var dog ikke forbundet med nogen særlig status og var under Napoleonskrigene udpræget kvindearbejde. To år efter Lyngsåboerne i 1808 således modtog Det kgl. Danske Landhusholdningsselskabs sølvbæger for udvinding af tangsalt, beskrev G. Begtrup i sin "Agerdyrkningens tilstand i Nørrejylland", hvorledes udvindingsprocessen gik for sig.

Sådan foregik det...

Den tørrede tang blev samlet i bunker og afbrændt på stranden i en ulmende ild. Denne del stod på om sommeren, mens udvindingen af salt foregik om vinteren.

Tangasken blev derpå hældt op i store tønder, hvilket kunne være tidligere tjæretønder eller ølkar, hvorefter man indvandt saltlud ved at hælde vand på tønden, og efter 16 timer aftappe luden gennem tøndens taphul. Hvis ikke et hønseæg kunne flyde i luden, skulle den hældes på næste tønde. Under hele denne del af processen blev urenheder skummet fra. Renselsesprocessen kunne forbedres ved at tilsætte en pot blod for 60 potter lud. Den efterhånden stærkt koncentrerede saltlud blev slutteligt kogt i store kedler, og når saltet var udkrystalliseret og tørret, var det færdig. Før reformationen og givetvis længe før, foregik saltudvindingen på samme vis.

Kilde: Bogen "Saltlandet" af Bent Bang Larsen.